Frivillighed og Børn og Unge-satsning på DHIF’s repræsentantskabsmødeOpdateret d. 23-04-2012
DHIF afholdt repræsentantskabsmøde lørdag den 21. april i Idrættens Hus. På programmet var blandt andet nye initiativer i forhold til frivillighed og børn- og unge-området.
Formand for DHIF’s bestyrelse Karl Vilhelm Nielsen indledte repræsentantskabsmødet med at omtale deltagerantallet. En historisk lav deltagelse med kun 38 stemmeberettigede. Et deltagerantal, der selvfølgelig skal tages op til overvejelse i bestyrelsen.
Fra salen kom ønske om, at bestyrelsen fortsætter med lokalt afholdte dialogmøder med klubber og udvalg for input fra ”græsrødderne”. Formanden orienterede ligeledes om et nyt lotteriinitiativ, som klubber og udvalg vil kunne deltage i. Der er gode muligheder for en ekstra indtægt til klubkassen. Der udsendes information inden sommerferien.
Nye initiativer for frivillighed og børn og unge
Udviklingsudvalget præsenterede de næste års indsatsområder: Frivillighed: Hvad ønsker vi med satsningen?
- At afdække faktorer der henholdsvis fremmer og hæmmer den frivillige indsats i DHIF på forenings- og udvalgsniveau
- At udvikle og iværksætte konkrete værktøjer og initiativer, der kan skabe en positiv spiral for engagement og frivillighed i DHIF, herunder at se på om samspillet mellem frivillige og ansatte kan forbedres
- At indgå i udviklingssamarbejde med andre organisationer, der har fokus på betingelserne for og betydningen af det frivillige engagement
Børn og unge-initiativer:
Hvad ønsker vi med satsningen? DHIF skal være det mest attraktive sted i Danmark at dyrke idræt for børn og unge med handicap. Dette skal der være: - Velfungerende kvalitetstilbud for unge i et antal idrætter for fysisk handicappede i DHIF regi
- Velfungerende stævne- og turneringsvirksomhed for børn og unge med udviklingshæmning
- Lokale børneidrætstilbud med bred tværgående idrætslig tilgang for børn
- DHIF skal have etableret sig som central samarbejdspartner for handicapforeninger, landsdækkende idrætsorganisationer, Videnscentre, sygehusenes børneafdelinger, kommuner m.fl. i organiseringen af idræt for handicappede børn og unge
Påskønnelse af daglige indsatser På mødet blev modtageren af Ildsjæleprisen Villy Villadsen præsenteret i et videoklip. Til forbundets 40-års jubilæum var der ”kontanter” på gavebordet, som bestyrelsen ønsker at anvende til påskønnelse af særlige indsatser. Landstræner i paracykling Pernille Langelund modtog en check for sin indsats både på og uden for cykelbanen og Francis Amedor, Ghana fik overrakt en donation til det videre arbejde for handicapidræt i Ghana.
Læs mere om Ildsjæleprisen og de to legatuddelinger her på hjemmesiden under Nyheder.
Genvalg til bestyrelsen Der var genvalg over hele linjen ved valget til bestyrelsen. I eliteudvalget var der nyvalg til den tidligere topsvømmer Peter Lund Andersen, der erstatter Søren Holmgren. Medicinsk Udvalg fik udskiftning af den mangeårige formand Kenneth Damsgaard. Kenneth erstattes af fysioterapeut Mette Mehlsen Taxholm, der tidligere har været udvalgsmedlem. Endelig blev Ingrid Lauritsen nyvalgt som kritisk revisor i stedet for Mads Bendt.
Se bestyrelsens beretning her.
NyhedsbrevTilmeld dig til vores nyhedsbrev og få tilsendt de nyeste nyheder fra handicapidrættens verden pr. e-mail.
Seneste Nyheder
|