Nedtælling til Adventurecamp 2012 for soldater med fysiske skaderOpdateret d. 13-07-2012
Af Marie Christine Tanggaard mct@dhif.dk
Om godt en måned afholder DIF Soldaterprojekt adventurecamp på Bornholm i Gudhjems smukke omgivelser. Tidligere soldater, der er blevet såret i krig, skal udfordres i at være aktive i den danske natur og på den måde opleve, hvilke muligheder naturen tilbyder mennesker med særlige behov.
Deltagerne på adventurecampen, der alle har fysiske skader som amputationer eller andre svære kropslige skader, skal igennem seks dage med intensive aktiviteter og overnatning i bivuak i den store bornholmske skov - Almindingen. Formålet er at motivere deltagerne til at bruge naturen og introducere dem til, hvordan de kan udvide deres aktivitetsmuligheder. Pårørende til soldaterne er også inviteret med på turen. Både fordi de spiller en væsentlig rolle i at fastholde deltagerne i deres daglige træning men også for at vise dem nye muligheder for at træne sammen - og så selvfølgelig for hyggens skyld. Campen bliver afholdt i den flotte natur på det nordlige Bornholm i dagene fra den 16. til den 21. august 2012. Basen for deltagerne, pårørende og arrangørerne bliver på Gudhjem Søpark, hvor gruppen bliver indkvarteret i feriehuse. På campen skal der prøves følgende idrætter: - Klatring
- Rappelling
- Udspring
- Dead-slide
- Kajak
- Orienteringsløb
- Paratriatlon
Derudover er der for de pårørende et ekstra program med sundhedstests og sund madlavning i naturen i samarbejde med formanden for Regional Madkultur Bornholm, Michael Rønnebæk-Rørth, der også er vært på Restaurant Koefoed på Melsted Badehotel i Gudhjem. Leder af adventurecampen og idrætskonsulent i Dansk Handicap Idræts-Forbund, Rune Oland, der også er ansat i DIF Soldaterprojekt, har sammensat programmet der bliver lige så action-packed, som soldaterne nu kan lide det. Han glæder sig meget til at introducere den særprægede natur og de udfordrende aktiviteter for deltagerne: - Jeg håber på, at Adventurecamp 2012 vil give soldaterne og de pårørende en masse ny viden om træningsmuligheder i naturen, dem selv, deres sundhed og deres sportslige fritidsinteresser. Dette håber jeg kan være medvirkende til, at vi i højere grad kan arbejde med hver enkelt mod en mere aktiv livsstil og et på alle punkter – sundere liv. Hvem står bag? Campen er planlagt af DIF Soldaterprojekt – et idrætsprojekt for fysisk skadede soldater og er desuden økonomisk støttet af SSOP, Familienetværket, Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Marys Fond, De Blå Baretter og Salomon. Campen arrangeres i tæt samarbejde Nature Event Bornholm og Gudhjem Søpark. Fakta om DIF Soldaterprojekt Udviklingsprojektet DIF Soldaterprojekt løber i en knap 3 årig projektperiode fra 1. april 2011 til 31. december 2013. Danmarks Idræts-Forbund (DIF) har bevilget 1,8 millioner kroner til projektet, og påtager sig dermed et ansvar for at hjælpe de soldater, der har betalt en høj pris under udsendelse i internationale militære missioner. Projektet, der skal udvikle idrætstilbud til de sårede soldater, finder sted i et samarbejde mellem Dansk Militært Idrætsforbund (DMI) og Dansk Handicap Idræts-Forbund (DHIF), der deles om resten af udgifterne til det 2,5 millioner kroner dyre projekt. Kontaktinformation:
Rune Oland, idrætskonsulent i DHIF og i DIF Soldaterprojekt E-mail: rol@dhif.dk Mobil: 27 49 49 50 Marie Christine Tanggaard, kommunikationskonsulent i DHIF og i DIF Soldaterprojekt E-mail: mct@dhif.dk Mobil: 21 25 58 45
NyhedsbrevTilmeld dig til vores nyhedsbrev og få tilsendt de nyeste nyheder fra handicapidrættens verden pr. e-mail.
Seneste Nyheder
|