Handicapprisen 2010 til Kirsten Vagner | | Til venstre Else-Marie Sørensen, næstformand i handicaprådet, i midten, Kirsten Vagner og til højre Anders J. Andersen, formand for rådet. Foto: Preben Vagner. | 17. januar 2011
Vordingborg Handicapråd har tildelt HANDICAPPRISEN 2010 til en af Vordingborg Handicap Idræts store ildsjæle, nemlig Kirsten Vagner fra Nyråd. Kirsten Vagner er ikke kun en sand ildsjæl i Vordingborg Kommune, hun har også gennem sine 30 år i handicapidrætten bestridt flere tillidsposter inden for DHIF's idrætter, blandt andet som regionsformand i boccia, medlem af landsudvalget i boccia, landstræner i boccia, hjælper inden for boccia ved et utal af internationale stævner, ligesom hun har været med til at udvikle klassifikationssystemet inden for boccia i samarbejde med Bøge Sonnichsen. Stor entusiasme
Kirsten var som 17-årig med til at starte handicapidræt op i Vordingborg, og siden har hun gentagne gange gjort sig meget bemærket med sin store entusiasme og ildhu. Hun er kendt over hele landet som en energisk, hjælpsom og særdeles dygtig person, der virkelig ånder for handicapidrætten. Hun går helhjertet ind i de opgaver, hun melder sig til eller bliver opfordret til, og hun er særdeles vellidt af alle. Kirsten er virkelig en person man forbinder med handicapidræt – både i Vordingborg Handicap Idræt, men så sandelig også i DHIF. Formand for Vordingborg Handicapråd Anders J. Andersen motiverede valget af Kirsten Vagner med følgende ord: Med fra starten
Kirsten har i 30 år gjort en ekstraordinær indsats for mennesker med funktionsnedsættelse i og omkring Vordingborg Handicap Idræt, VHI. Kirsten var med fra foreningens spæde start: Som 17-årig kom hun med sine forældre i Vanføreforeningen, nu Dansk Handicap Forbund, hvor man ville lave idræt for unge med handicap. Det var meget naturligt, at de unge skulle medvirke i opstarten. Der var kun to: Kirsten og hendes senere mand Preben. Hun ånder for handicapidrætten. Kirsten tager fat. Fysisk løfter hun gerne personer, der trænger til en hånd. Og hun går ikke af vejen for at flytte rundt med tunge træningsredskaber og hjælpemidler. Når et resultat skal nås, skåner hun ikke sig selv hverken fysisk eller på anden måde.
Fra start var nytænkning Kirstens kendemærke. Hun var her og der og alle vegne: I omklædningsrummet, dommer på banen, hjælpe folk ud og hjem. Boccia har fyldt meget i Kirstens liv: Boccialeder på klubplan, regionsformand, i landsudvalget, hvor hun har medvirket til at udvikle de klassifikationsregler, vi kender i dag, og hun har været landstræner for boccialandsholdet. Hun var den første i VHI, der blev uddannet dommer – både regionsdommer og landsdommer. Hun var primus motor for afholdelse af de Nordiske Mesterskaber i Vordingborg og har deltaget i et utal af EM, World Cup, Nordiske Mesterskaber og De Paralympiske Lege i Barcelona og Atlanta. Muligheder frem for begrænsninger
Og Kirsten tager også fat i mange andre betydninger. Hun tager fat i livets muligheder – også i de muligheder, som nogle mennesker ved en umiddelbar betragtning ikke har så mange af. Hendes motto er: ”Se mulighederne frem for begrænsningerne.” Organisatorisk igangsætter hun hele tiden nyt, og hun har svært ved at sige nej. Hun er god til at holde ting i gang efterfølgende og har det dårligt, hvis noget ikke gennemføres. Hun har visionære tanker om udvidelse af Kastrup Hallen som multihal med træningsfaciliteter og overnatningsmuligheder for alle. Hun har været med til at bygge VHI op til den klub, den er i dag, hvor hun er kasserer. Gennem hendes evindelige drivkraft har hun stor andel i det nye klublokale. Altid en kæk bemærkning
Ud over de idrætslige opgaver er Kirsten også initiativtager og leder af VHI-Kidz, som er en klub for børn med vægt på fællesskab og sociale værdier med oplevelsesture osv. Kirsten er altid smilende, har ofte en kæk bemærkning, sætter fut i selskaber og kan få alle til at synge i bussen til stævner. Kirsten er en sand ildsjæl. Kirsten tager fat.
Kirsten Vagner har tidligere modtaget: - Vordingborg kommunes Fritidslederpris
- DHIF´s Ildsjælepris
- DIF´s ”Du gør en forskel”-pris
Tilbage til Nyheder
|