Succesfuld børnetræningsweekend i RaceRunning11. april 2011
Lørdag den 9. april kl. 13.00 gik startskuddet til Danmarks første børnetræningsweekend i RaceRunning, der blev afholdt i Odense. Katrine Kristensen og Rickie Andersen fra Randers Sportsklub Freja Atletik, Cecilie Hansen og Thea Berggren Jørgensen fra Petra Klub Holbæk og Svend Oliver Haugaard Digens fra Odense Atletik/OGF var sammen med deres forældre klar på Odense Atletikstadion, hvor dagens træning skulle foregå. Da opvarmningen og udstrækningsøvelserne var klaret, begyndte træningen ført an af landstræneren i RaceRunning, Mansoor Siddiqi. De fem RaceRunning-atleter trænede bl.a. deres løbeteknik ved at spille fodbold på deres RaceRunnere, de løb slalomløb og de satte nogle fantastiske tider på 40 meter, 60 meter og 100 meter. Efter en vellykket dag på træningsbanen gik turen tilbage til Tarup Skole, hvor deltagerne overnattede, og selv om atleterne var trætte efter den sjove men hårde træning, havde de stadig energi til sociale aktiviteter efter aftensmaden. Søndag var der igen træning på Odense Atletikstadion. Atleterne var hurtigt oppe på deres RaceRunnere og i gang med dagens træning. Vejret var om muligt mere fantastisk end lørdag, og dagen bød på flere sjove træningsøvelser som fx hurtigløb. I anledning af en hyggelig weekend sluttede dagens træning og dermed også Danmarks første børneweekend i RaceRunning med kage og juice i det gode vejr. Træningsweekenden var en succes, der helt sikkert vil blive gentaget de følgende år.
Tilbage til Nyheder
|