FCM-autografer rejste 10.000 kroner4. maj 2011
Af Lennart Poulsen lkp@herningfolkeblad.dk
I samarbejde med Alpi skaffede FC Midtjyllands håndboldkvinder penge til fordel for det danske herrehold i håndbold, der skal til Special Olympics World Summer Games 2011 i Athen.
I DM-slutrundekampen mellem FC Midtjylland Håndbold og Team Esbjerg modtog håndboldholdet, der består af spillere med udviklingshæmning fra hele landet, en check på 10.000 kroner.
Det gjorde de, fordi FC Midtjylland og deres samarbejdspartner Alpi havde lavet en auktion. En væg fyldt med autografer og personlige hilsener fra spillerne blev sat til salg. - Vi så en fin mulighed for at hjælpe en flok friske drenge, der skal repræsentere Danmark ved Special Olympics World Summer Games. Spillerne var helt med på ideen lige fra begyndelsen, så det var bare om at komme i gang, forklarer Søren Præst, der er marketingansvarlig hos speditionsvirksomheden ALPI med hovedsæde i Lind.
Dobbelt op Vinderen af auktionen blev adm. direktør i import- og handelsfirmaet H. Sindby & Co, Keld Hansen. Hammerslaget lød på 5000 kroner, som Alpi havde lovet at doble op. - Drengene er jo ikke ligefrem på direktørlønninger, og derfor er et bidrag som dette meget kærkomment. Det giver dem nogle muligheder for at få lidt tid sammen inden turen, uden at det vælter deres økonomi, siger Søren Jul Kristensen, bredde- og teamchef hos Dansk Handicap Idræts-Forbund.
Landsholdet drager til juni til Athen, hvor de sammen med 8000 deltagere fra hele verden vil deltage i Special Olympics World Summer Games. Kilde: www.aoh.dk
Tilbage til Nyheder
|