Far bag fodboldsucces for børn4. juli 2011
Af Peter Jessen pjh@herningfolkeblad.dk
Enormt behov for sportstilbud til børn med indlæringsvanskeligheder, mener far til hjerneskadet søn. Læs mere i Herning Folkeblads artikel. Et nyt Herning-fodboldhold for børn med indlæringsvanskeligheder er blevet en stor succes. Hver torsdag aften samles en stor, broget flok børn, både piger og drenge, på fodboldbanerne i Hammerum, og så bliver der spillet fodbold på livet løs. Initiativet til holdet blev taget af en forælder, Carsten Sjørvad, Gjellerup, i samarbejde med Centerafdelingen på Herningsholmskolen, Dansk Handicap Idræts-Forbund og Hammerum IF.
Carsten Sjørvad er selv far til en hjerneskadet dreng, Andreas, som går i Centerafdelingen på Herningsholmskolen. Sønnen er vild med fodbold, men i mangel på muligheder i Herning-området pendlede forældrene en tid mellem Gjellerup og Grindsted, så han kunne gå til fodbold dér. Men der var for få med og temmelig langt at køre, så Carsten Sjørvad stak hovedet sammen med Verner Østergaard, der er leder af Centerafdelingen på Herningsholmskolen, og det kom der et brev ud af. Det blev sendt ud til afdelingens forældreflok, og efter et introduktionsmøde i januar blev holdet etableret. Alt for få sportstilbud
Første træningsaften var en torsdag i april - i storm og blæst. Alligevel kom der 20 børn, og næsten alle har holdt ved. - Sportstilbud for handicappede børn er nærmest umulige at opdrive. Men behovet er enormt, fortæller Carsten Sjørvad. - Det eneste tilbud, der er til den gruppe af børn, er, at de kan sætte sig op på ryggen af en hest, konstaterer han. Vil de dyrke holdsport, skal de kigge meget langt i vejviseren.
- Ved blot at have kontaktet forældrene på to Herningskoler har vi nu siden starten af april haft mellem 15 og 18 børn til træning hver torsdag. Selv om vi lige er startet op, har vi valgt at deltage I DHIF's U15 turnering, hvor der faktisk kun deltager syv hold vest for Storebælt - det siger alt om, hvor lidt sport, der udbydes til handicappede børn.
- Det hold, der ligger tættest på Herning, er Seest ved Kolding, og de to første stævner er afviklet så langt væk som Odense og Aalborg. Efter to af tre runder ligger vores førstehold faktisk på 2. pladsen, siger Carsten Sjørvad.
Trænertrio
- Børnenes handicap er meget varierede - autisme, ADHD, generelle hjerneskader og andet. Fælles for dem er, at de alle går i klasser for børn med indlæringsvanskeligheder, siger Carsten Sjørvad, som - »selvfølgelig« - selv er med i holdets trænertrio.
De to andre i trioen er en forælder Elsebeth Østergaard fra Brande, og en lærer fra Centerafdelingen, Jens Henrik Rask, som har meldt sig som frivillig. Carsten Sjørvad mener, det bygger på misforståelser, når der ikke er flere tilbud om holdsport for børn med indlæringsvanskeligheder.
- Fordi de har vanskeligt ved at indgå i interaktivitet med almindelige børn, mener mange, at de ikke egner sig til holdsport. Men så skulle man lige komme ud og se vore børn, når de træner eller spiller kamp. Så vil man se, at det er en voldsom fejl at tro, at de ikke kan dyrke holdsport. Det kan de sagtens, når bare det er sammen med ligesindede, siger Carsten Sjørvad.
- Og mange af børnene på holdet har på den korte tid bevæget sig »med stormskridt«,
både fysisk og psykisk. De har for eksempel fået langt større selvtillid. Carsten Sjørvad havde ventet, at det ville være en vanskelig opgave at være træner for så broget en flok af børn. Men han er blevet meget positivt overrasket.
- Det er en kæmpe fornøjelse, slår han fast. - Det er det blandt andet, fordi de er gode til at acceptere hinanden. Der er ingen, som står og ruller med øjnene over andre, som ikke er lige så gode til at spille fodbold som dem selv.
Forskellen på deres fodboldkunnen er ellers kæmpestor. Nogle er eminente med en bold, mens andre har svært ved blot at skyde den et par meter. Alligevel lyder der ingen hånlige tilråb.
- Og taber de en kamp, er der ingen sure miner. De glæder sig i stedet over det mål, som de var lige ved at score, siger Carsten Sjørvad.
Håber på sponsorer
Han mener, at mange flere børn med indlæringsproblemer kan have stor glæde af at være med på fodboldholdet. Derfor arbejder man på at få flere med efter ferien. Ikke kun fra Herning Kommune - men også fra Ikast-Brande eller andre steder. Men flere deltagere betyder flere udgifter, og trænertrioen satser derfor på at få kontakt med firmaer eller andre, som vil sponsorere det nye hold, så man blandt andet kan få noget spilletøj.
- En særlig udfordring med denne gruppe af børn er, at cirka en tredjedel af forældrene er ressourcesvag såvel økonomisk som personligt. Derfor har vi brug for midler til driften af holdet, siger Carsten Sjørvad.
Se artiklen i Herning Folkeblad som pdf-fil her.
Kilde: Herning Folkeblad
Tilbage til Nyheder
|