Esbjerg vært for stort internationalt stævne for svømmere med handicap | | Jonas Larsen. Arkivfoto Lars Thomsen | 7. marts 2012
Fra den 9.-11. marts 2012 afholdes Danish Open i svømning for svømmere med handicap på Svømmestadion Danmark i Esbjerg. Stævnet rummer også de nationale Forbundsmesterskaber og afvikles i et samarbejde mellem Swim Team Esbjerg og Dansk Handicap Idræts-Forbund. Der er tilmeldt 178 svømmere fra 17 forskellige lande. Endnu engang lægger Svømmestadion Danmark i Esbjerg bassin til landets største internationale svømmestævne for svømmere med handicap. I år har stævnet deltagere fra følgende lande: Norge, Sverige, Danmark, Rusland, Estland, Letland, Polen, Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig, England, Irland, Slovakiet, Israel, Indien og Brasilien. Stævnet får igen i år besøg af verdensrekordholderne Kirsten Bruun fra Tyskland og Itzhak Mamistvalov fra Israel. Det er efter al forventning sidste gang vi ser Kirsten Bruhn i Esbjerg, idet den 41-årige svømmer har udtalt, at London bliver hendes sidste Paralympiske Lege. Itzhak var ikke med til PL i Beijing, og i Esbjerg får vi en forsmag på, om verdensrekordholderen er klar til London. Vigtigt skridt på vejen til London For de danske deltagere giver dette høje niveau mulighed for de bedste forberedelser frem mod de Paralympiske Lege der åbner den 29. august i London, og det forventes, at flere af de danske svømmere lægger billet ind på en plads på det danske hold, der skal repræsentere Danmark ved De Paralympiske Lege i 2012. Set med lokale øjne er de to Esbjerg-svømmere Kasper Zysek og Mikkel Asmussen bejlere til pladser i den paralympiske trup, og Danish Open er et vigtigt skridt på vejen for de to. Danmark har også et par verdensrekordholdere i vandet – Karen Breumsø (200 m medley) og Christian Bundgaard (200 m brystsvømning). Deres verdensrekorder står endnu, selv om de er henholdsvis ni og 16 år gamle. Vi forventer ikke, at deres rekorder bliver forbedret, men det vil ikke overraske, hvis vi får dem at se i en finale. Et tydeligt bevis på den livskvalitet, der er i fortsat at være i god form. Som noget nyt har vi for første gang samlet en gruppe af svømmere med Downs Syndrom. Vi har gæster fra Brasilien og England der vil udfordre vores egne svømmere. For at give rimelige konkurrencevilkår til denne gruppe skal de svømme i en gruppe for sig. Et spændende tiltag, der kan øge begejstringen hos gruppen. Praktisk Stævnet afvikles på følgende tidspunkter: Onsdag-torsdag den 9.-10. marts 2012: Klassifikation Fredag den 9. marts 2012: 18:00-21:00 Lørdag den 10. marts 2012: Stævnestart kl. 9:30 – finaler kl. 17:30 Søndag den 11. marts 2012: Stævnestart kl. 9:30 – finaler kl. 14:00 Lørdag aften og søndag eftermiddag svømmes der finaler i udvalgte discipliner, hvor der konkurreres på tværs af klasserne. Vinderen er den, der procentvis kommer tættest på eller under verdensrekorden i den enkelte klasse. Denne form for finaler er med til at skærpe konkurrencen og intensiteten. Pressen er velkommen til at komme forbi – for aftaler om interviews kontakt evt. Jens Winther på nedenstående kontaktinformation. Yderligere information Jens Winther, presseansvarlig for Dansk Handicap Idræts-Forbund, tlf. 20 15 44 48, e-mail: jens.winther@dhif.dk DHIF’s officielle hjemmeside: www.dhif.dk DHIF Svømnings hjemmeside: www.swim.dhif.dk – her vil der blive lagt resultater op løbende under stævnet. Der vil ligeledes blive udsendt pressemeddelelser. Svømmestadion Danmark er beliggende på Gl. Vardevej 60, 6700 Esbjerg
Tilbage til Nyheder
|