Spændende PL-lodtrækning til de danske goalballkvinder | | Lykke Vedsted ved EM i goalball, Assens 2011 | 2. maj 2012
Af Martin Thenning
Det danske kvindelandshold i goalball, der til sommer skal forsvare de danske farver ved De Paralympiske Lege i London, fik en spændende PL-lodtrækning. Både de engelske værter og de kinesiske verdensmestre endte i Danmarks pulje. Det samme gjorde Brasilien og Finland, og selvom det på forhånd ligner en tæt gruppe, så er landtræneren optimistisk. - De fire bedst placerede hold går videre fra puljen til kvartfinalerne, så muligheden for at gå videre er god. Det er vores mål, siger Peter Forsberg, der sammen med Lasse Kirkelund har ansvaret for kvindelandsholdet. En tilfreds formand Lodtrækningen blev organiseret i et samarbejde mellem IBSA (International Blind Sports Federation) og LOCOG (London Organising Committee of the Olympic Games), og det var en tilfreds formand for IBSA Goalball, der udtalte sig efter lodtrækningen. - Den individuelle teknik og holdenes samarbejde forbedres år for år. Det er derfor umuligt at forudsige, hvem der tager medaljer. Jeg ser frem til en fantastisk turnering, siger formand for IBSA Goalball, Kari Marklund. Kina er storfavorit Danmark vandt EM på hjemmebane i 2011, og derfor er forventningerne om succes i London også skruet en tak i vejret. Der er dog ét hold, der, i følge landtræneren, adskiller sig fra de resterende nationer og må betegnes som storfavorit. - Kina er forsvarende verdensmester og viste ved VM et niveau, som var en klasse over de resterende hold. Så for mig er Kina også klart det hold i gruppen, som vi får det sværest imod. Men selvom Kina er gode, så kan de slås, og vi har spillet godt mod dem, de gange vi har mødt dem. Så det bliver en spændende kamp, fortæller Peter Forsberg. Fokus på eget spil I den modsatte gruppe ligger blandt andet de forsvarende olympiske mestre USA. Det betyder dog ikke, at landstræneren vil skele til denne gruppe og således være taktisk i forhold til, hvem Danmark kan møde i en potentiel kvartfinale. - Holdene i den anden pulje er ret lige, så det er vigtigt, at vi holder fokus på vores eget spil. Frem for at skele til hvem vi bliver parret med fra den anden pulje, skal vi koncentrere os om at få vores eget spil til at fungere. Formår vi det, betyder det ikke så meget, hvem vi møder, og så synes jeg, at mulighederne ser gode ud, slutter Peter Forsberg. Puljerne ved De Paralympiske Lege ser således ud: Gruppe C Kina England Danmark Brasilien Finland | Gruppe D USA Sverige Australien Japan Canada |
De Paralympiske Lege 2012 De Paralympiske Lege finder sted i London i dagene 29. august til 9. september 2012. Der forventes mere end 4.200 deltagere fra 160 nationer og mere end 6.500 akkrediterede medier fra hele verden. Danmark er sikret deltagelse i mindst otte idrætsgrene og regner med at sende en samlet trup på 25-30 atleter til London. Dansk Handicap Idræts-Forbund står bag den danske deltagelse i samarbejde med forbundets hovedsponsorer: JYSK, Pressalit A/S og TryghedsGruppen. Derudover er BESTSELLER officiel paralympisk tøjsponsor for det danske hold, hvilket indebærer, at virksomhedens tøjmærker JACK & JONES og VERO MODA leverer særligt designet PL-tøj til de danske atleter og den danske delegation. Læs mere på den officielle paralympiske hjemmeside www.paralympic.dk
Tilbage til Nyheder
|