Danske para-dressurryttere til NM i Strömsholm | | Annika Lykke Dalskov vandt bronze ved De Paralympiske Lege i Beijing i 2008. Foto: Animal print. | 6. juni 2012
Af Inger Albertsen
Fire danske para-dressurryttere er i dagene fra den 7. juni til 10. juni taget til Strömsholm i Sverige, hvor de skal forsvare de danske farver ved Nordisk Mesterskab. De fire ryttere er Annika Lykke Dalskov med Aros a’ Fenris, Malene Høj Sommerlund med Markgårdens Donnewind, Ella Hartvig Severinsen med Chester samt Line Damgaard med Kolkjærs Silvano. Det er et hårdt program for rytterne, som knap nok har nået at komme sig efter DM på Broholm i starten af juni. De er dog i god form og glæder sig til at vise, hvad de kan. For Ella Hartvig Severinsen er det hendes første internationale stævne, mens Annika Lykke Dalskov er veteranen med både VM og PL bag sig. For Annika er hesten, Aros A´ Fenris, dog ret ung og ny i topsport, så stævnet i Sverige skal primært være forberedelse til De Paralympiske Lege i London. Annika Lykke Dalskov er som den eneste af de deltagende ryttere ved NM udtaget til De Paralympiske Lege, der afvikles fra den 29. august til den 9. september. Paradressuren afvikles fra den 30. august til den 4. september. Du kan se alle de danske para-dressurryttere, der er udtaget til PL, ved at klikke her. Her kan du også læse mere om rytternes personlige målsætninger ved legene i London.
Tilbage til Nyheder
|