Tilgængelighed  |  RSS | Print side |
Forside | Idrætter | Klubber | Aktiviteter | Kurser | Kalender | Udgivelser | Sponsor | Kontakt | Arkiv | Om DHIF | Links
 

Samarbejde er vejen frem

Generalsekretær i Dansk Ride Forbund
18. juni 2009

Dansk Handicap Idræts-Forbund arbejder på at styrke samarbejdet med specialforbundene inden for de idrætsgrene, der er repræsenteret ved De Paralympiske Lege.  Ridning er en af dem, og generalsekretær i Dansk Ride Forbund, Britta Riis, glæder sig over udviklingen.

 

Samarbejdet mellem Dansk Handicap Idræts-Forbund (DHIF) og Dansk Ride Forbund er faktisk allerede etableret, idet to repræsentanter fra Dansk Ride Forbund er med i DHIF’s rideudvalg, og de samme repræsentanter sidder samtidig i Dansk Ride Forbunds handicapudvalg. Men fra begge forbunds side er der et ønske om at inddrage hinandens ressourcer endnu bedre og på den måde styrke ridesporten for handicappede herhjemme. 


Internationalt samarbejde skal videreføres nationalt

Startskuddet til samarbejdet lød allerede i 2006, hvor handicapridning blev en disciplin under det internationale rideforbund, FEI – tidligere hørte det under Den Internationale Paralympiske Komité (IPC – handicapidrættens IOC). Det eneste, der stadig hører under IPC, er De Paralympiske Lege.
– Det er denne internationale overdragelse af disciplinen, som vi skylder at videreføre på nationalt plan. Handicapridning skal integreres i Dansk Ride Forbund og være en disciplin på linje med de andre discipliner, vi har – spring, dressur, military, distanceridning, reining, voltigering og køresport. Det er den ikke på nuværende tidspunkt, og det er det, vi i Dansk Ride Forbund gerne vil arbejde hen imod, siger Britta Riis.

 

Projektgruppe skal sikre både eliten og bredden

– Dansk Ride Forbunds engagement i handicapridningen er ikke noget nyt – vi har altid haft en god dialog med DHIF og har allerede i lang tid samarbejdet på nogle områder, men der er så mange andre aspekter inden for handicapridningen, som vi kan styrke ved at have en mere målrettet strategi. En ting er den elitære del, noget andet er det daglige arbejde ude i klubberne. Begge dele skal tænkes med i arbejdet, og derfor har vi nedsat en projektgruppe i Dansk Ride Forbund. Koordinator for handicap, Merethe Fohlmann, tager sig konkurrence- og elitedelen, og breddekonsulent Anja Heinsen tager sig af arbejdet med klubberne på breddesiden. De to arbejder på at udvikle en strategi for vores fremtidige arbejde med at løfte handicapridningen, fortsætter Britta Riis.

Men hvor ser hun Dansk Handicap Idræts-Forbund i denne ambition?
– Vi vil blandt andet gerne samarbejde om den uddannelse til rideinstruktør for handicapryttere, som lige nu ligger i Dansk Handicap Idræts-Forbunds regi, så vi kan uddanne trænere til netop at have med de handicappede ryttere at gøre. Det samme gør vi med trænerne i vores andre discipliner, så de bliver specialiserede i den specifikke disciplin, for eksempel voltigering eller military. Vi vil meget gerne samarbejde med DHIF om udviklingen af instruktøruddannelsen, men det er tanken på dan lange bane, at den skal ligge helt i Dansk Ride Forbunds regi og være en del af vores kursusudbud. På den måde bliver det også nemmere for os at synliggøre mulighederne ude i rideklubberne, forklarer hun.

Fælles stævner et af målene
– På eliteområdet har vi i Dansk Ride Forbund en stor specialviden og et omfattende apparat, som de handicappede eliteryttere bliver integreret i. En af ambitionerne fra vores side er, at stævnerne ikke længere skal være opdelte, men at raske og handicappede ryttere deltager ved de samme stævner, ligesom som det sker ved danmarksmesterskaberne i dressur på Broholm Gods i juli 2009, siger Britta Riis. Det første internationale tiltag i den retning sker allerede næste år, hvor alle ridesportens discipliner – herunder handicapridning – for første gang er repræsenteret ved et stort stævne, nemlig VM i Kentucky i oktober 2010.

 

Hvad består ’løftet’ i?

Ambitionen om at give ridning for handicappede et løft fejler ikke noget, men hvordan vil Dansk Ride Forbund konkret forbedre forholdene for rytterne?
– Det vil vi for eksempel ved at arbejde for, at der kommer bedre forhold for handicappede i ridestaldene. Vi er i øjeblikket med i et projekt i Viborg Kommune, hvor vi – afledt af den nye hesteholdslovgivning – i samarbejde med Lokale- og Anlægsfonden og Danmarks Idræts-Forbund har bedt arkitekter om at tegne to nye rideklubber, den ene med en handicapvenlig stald, forklarer Britta Riis.

Ridning for handicappede spænder vidt, og en af de mere oversete facetter er brugen af ridning som terapiform. Også på dette område har Dansk Ride Forbund planer om at styrke indsatsen:
– Terapiridning er et andet område, vi vil prioritere højt, og blandt andet deltager vi i august i en stor konference i Tyskland om netop dette emne. Et øget fokus på terapiridning vil være en oplagt mulighed for, at klubberne kan få et godt samarbejde med kommunerne inden for sundhedsområdet. Der har ridesporten virkelig en styrke i forhold til mange andre idrætsgrene, fortsætter hun.

 

Dansk Handicap Idræts-Forbunds rolle
– Det skal understreges, at vi i Dansk Ride Forbund stadig ønsker et samarbejde med Dansk Handicap Idræts-Forbund – eksempelvis omkring den specialviden, som DHIF har oparbejdet om de særlige forhold, der gør sig gældende for idrætsudøvere med et handicap. Det kunne også være omkring arbejdet med at tiltrække flere handicappede børn til ridehallerne, siger Britta Riis.
– Vores arbejde i Dansk Ride Forbund begynder populært sagt først, når rytterne er kommet op på hesten, så det vil være helt oplagt at samarbejde med Dansk Handicap Idræts-Forbund om det opsøgende arbejde, der går forud, når det gælder de handicappede ryttere. Der skal vi trække på hele den specialviden, der ligger i DHIF.

 

Kan samarbejdet fungere i praksis?
Samarbejdet mellem de to forbund kan altså komme til at betyde, at en stor del af elite- og breddearbejdet med handicaprytterne i fremtiden vil høre under Dansk Ride Forbund, mens det opsøgende arbejde og til dels også talentrekrutteringen fortsat vil høre under Dansk Handicap Idræts-Forbund. Risikerer man ikke, at handicapridningen – og andre idrætsgrene – knækker over ved på den måde at have tilhørsforhold til flere forbund? Sportschef i DHIF, Michael Møllgaard Nielsen, er opmærksom på problematikken:
– Det er vi selvfølgelig bevidste om, men vores opgave er til enhver tid at arbejde på at sikre rytterne de bedste forhold. Det er det primære indsatsområde, og vi tror på, at det er vejen frem at sikre idrætsudøverne adgang til specialforbundenes store kompetencer og ressourcer inden for den enkelte idrætsgren, siger han.
– Det er vores opgave i DHIF og i specialforbundene at få defineret samarbejdet præcist, så det er helt klart for alle parter, hvad samarbejdet består i, og hvordan vi får det bedste ud af hinandens ressourcer. Derfor er vi netop nu i gang med at udarbejde egentlige samarbejdsaftaler, forklarer Michael Møllgaard Nielsen.

 

Papir på hinanden

Samarbejdsaftalerne skal definere samarbejdet præcist og sikre en gensidig forpligtelse parterne imellem i forhold til at sikre de bedste vilkår for handicappede idrætsudøvere. I første omgang løber samarbejdsaftalen i to år, hvorefter forløbet evalueres, og aftalen kan forlænges. Samarbejdsaftalerne er et led i DHIF’s nyligt fastlagte vision om at Danmark skal blive et af de bedste lande i verden for handicapidræt: 

– Hvis målet for vores vision skal nås, skal vi have udviklet samarbejdet med specialforbundene inden for raskidrætten i langt højere grad end nu. På eliteområdet ser vi, at nogle af de nationer, som vi normalt sammenligner os med – Sverige og Holland – leverer bedre resultater end os. Og her er tendensen klar – de handicappede atleter bliver i større og større grad koblet til raskidrættens elitesatsninger. Det siger noget om niveauet blandt handicapatleterne – og det er bestemt en international tendens, som vi skal forholde os til i elitearbejdet herhjemme også, slutter Michael Møllgaard Nielsen.


Tilbage til Nyheder
 

Sponsorer

Hovedsponsorer - Kun text
Jysk - Logo
Tryghedsgruppen - Logo
Pressalit - Logo
DHIF's Virksomhedsklub

Genveje

Job i DHIF

Vild med sport ny dato

Sportsskoler box

Eovendo - Støt DHIF

DHIF Landslotteri 2013

HandicapIdraetsFestival 2013 Logo

NIFU Logo

OK's udstyrspulje - Banner

Støt DHIF - Donér her

Special Ones – Teams Binder Bånd

Skolesport Leg, Liv og Læring
Special Olympics Logo
Nyt fra IPC

Sport Event Danmark

Dansk Handicap Idræts-Forbund - Idrættens Hus - 2605 Brøndby - Tlf.: 4326 2626 - Fax: 4326 2470  |  
Kontakt DHIF
  |  Kontakt Webmaster