Belgien europamestre efter overbevisende turnering | | Lars Mertens løfter EM-pokalen efter finalesejren over Sverige. Foto: Sportsfoto. | 16. december 2009
Europamesterskaberne i kørestolsrugby blev en stor succes og sluttede med et overraskende vinderhold. Sejren til det stærkt spillende belgiske mandskab var dog fuldt fortjent. En ujævn hvinen af hjul, der ruller, drejer i hidsige manøvrer og stopper brat på linoleumsgulvet. Hårde sammenstød, som udsender klank af metal, der ekkoer op over tilskuerne, og så efterfølges af en kort stilhed, før hjulene igen skurrer henover gulvet. Det var i fem kolde oktoberdage lydbilledet i FrederiksborgCentret i Hillerød. Her blev Europamesterskaberne i kørestolsrugby 2009 – årets største begivenhed på dansk jord inden for handicapidrætten – afviklet. Med tolv deltagende nationer, god tilskueropbakning og flere tv-stationer til stede var det en heftig uge i det nordsjællandske.
Farvel til favoritten Efter tre dage med 34 rugbykampe stod fire hold klar til semifinalerne mellem de fire bedst placerede hold. De regerende mestre fra England, et stabilt tysk landshold, et hold stærke svenskere og til sidst en flok rutinerede spillere fra Belgien. England har ved de sidste mange mesterskaber blandet sig i toppen, men måtte se sig slået af Belgien med kun tre point. I den anden kamp mellem Tyskland og Sverige indløste broderfolket ikke helt overraskende billet til finalen med en 6-points sejr. Finalen skulle derfor stå mellem Sverige og Belgien. Nogle mente, at det ville blive en ren formssag, hvor det umuligt kunne slå fejl for de blågule favoritter, mens andre forholdt sig noget mere afventende – Belgien var ikke kommet til mesterskabet som favoritter, men havde alligevel spillet overbevisende. – Det er helt fantastisk! Næste eftermiddag bragede de to hold så bogstaveligt talt sammen i en meget seværdig finale. Stemningen i hallen var fortættet, mens spillerne tacklede hinanden nådesløst. De to hold var meget lige, men Belgiens højpointspiller Lars Mertens’ fremragende angrebsspil var udslagsgivende for Belgien, som førte med en mulespids igennem størstedelen af kampen. I kampens sidste minutter trak Belgien fra og vandt fortjent 49-46. Efter kampen var guldmedaljevinder, topscorer og turneringens bedste spiller, Lars Mertens, forståeligt nok en glad mand. – Det er helt fantastisk. Vi havde ikke regnet med det her, da vi kom. Jeg kan simpelthen ikke tro det! Efter finalens slutfløjt havde lydt, gik der ikke mange minutter, før Lars Mertens sad med en telefon presset mod øret. – Jeg ringede til mine forældre. De troede heller ikke på det!
Tilbage til Nyheder
|