Leder: Kæmp for Danmark – og under det danske flag! | | Karl Vilhelm. Foto: Sportsfoto. | 22. juni 2010
Af Karl Vilhelm Nielsen
Det er et ordvalg, som vi ofte benytter, når danske atleter deltager i internationale konkurrencer. Det er sikkert en anelse militant i ordvalget for nogen, men det tænker vi sjældent på, når vi bruger det. Det militante er dog kommet tættere på end tidligere, da ca. 110 danske soldater i skrivende stund er blevet såret i Afghanistan – og flere af dem ganske alvorligt. DHIF har i samarbejde med Soldaterlegatet taget initiativ til at forsøge at trække disse soldater ind i handicapidrætten – og vi har netop i Vejen afholdt en vellykket rekrutteringslejr for skadede soldater. DHIF kan via klubliv, træningsplaner og stævner give livskvalitet og oplevelser til skadede soldater – og soldaterne har potentiale til at udvikle sig til eliteatleter i DHIF-regi. Soldaterne er jo unge mennesker, som er veltrænede og vant til at kunne præstere på topplan. Som soldat i kamp er det ikke heldigt ”at få en sølvmedalje” – altså blive overvundet af en modstander. Derfor er det oplagt, at DHIF forsøger at få nogle af disse unge soldater til at indgå i et elitetræningsprogram og det er vel ikke urealistisk at sigte mod De Paralympiske Lege inden for en overskuelig årrække.
Dermed kan et slogan som ”at kæmpe for Danmark – under det danske flag” igen få betydning og værdi for soldater – nu i en venskabelig, men dog alvorlig kappestrid, hvor både sølv- og bronzemedaljer ”kan være godkendt”. Karl Vilhelm Nielsen Formand Dansk Handicap Idræts-Forbund
Tilbage til Nyheder
|