Mediefolk afviser handicapidræt

30. april 2001

Af Claus Westergaard
Siden afslutningen på de Paralympiske Lege i Sydney for knap tre måneder siden har en heftig debat floreret i den danske sportspresse. Debatten har overordnet drejet sig om, hvorvidt den 'raske dansker' ﷓ gennem medierne ﷓ skal konfronteres med folk uden arme og ben, der udøver deres idræt. Og kan man overhovedet tale om eliteidræt i forhold til folk, der er bundet til en kørestol eller er spastisk lammede?

I kølvandet på den megen virak blev der i januar afholdt en debatdag på Ballerup Seminariet, hvor idrætsbegrebet ﷓ folks syn på handicappede og idræt ﷓ udgjorde dagsordenen.

En debatdag, der havde den danske OL﷓guldvinder og verdensrekord﷓indehaver i spydkast for benamputerede, René Nielsen ﷓ der ved siden af idrætskarrieren underviser på seminariets idrætslinie ﷓ som en af idémændene.

Panelet bestod udover René Nielsen selv, af en af debattens øvrige frontfigurer ﷓ nemlig journalist på Aktuelt Sørine Gotfredsen ﷓ og idrætsforskeren og tidligere fløjspiller hos håndboldklubben Kolding IF, Verner Møller.

Politisk korrekthed
Det blev en debat, der mest af alt beviste, at de handicappede får meget vanskeligt ved at trænge igennem til den menige, raske dansker borger. Således tog såvel Gotfredsen som Møller meget skarpt afstand fra, at handicappede atleter skulle have noget at berige deres raske omverden med via idrætten:

﷓ Som raskt menneske kan jeg ikke lide at se handicapidræt; jeg vil ikke se det og kan ikke kapere det. Jeg har ikke noget imod de handicappede udøvere som mennesker, men jeg kan ikke lide de signaler de udsender, fastslog Sørine Gotfredsen således; og fandt opbakning til sine synspunkter hos Verner Møller:

﷓ I nutidens post﷓modernistiske samfund er der fokus på kroppen som aldrig før. Mennesket stræber efter den perfekte krop ﷓ det ultimative fysiske niveau ﷓ ligesom "supermennesket" inden for sportsverdenen stræber efter den sublime, fuldendte præstation. Og netop handicappede er fysisk ufuldendte og derfor uinteressante i denne evige opadstræben, fastslog Møller.

Disse argumenter stødte naturligvis René Nielsen:

﷓ Jeg mener, at det er en fejl at sige at handicapidrætten er uinteressant for raske mennesker og dermed også for medierne. Ved PL var der for eksempel så mange unikke præstationer ﷓ og mindst ligeså mange bagvedliggende gode historier ﷓ men de blev bare ikke formidlet ordentligt til danskerne hjemme i stuerne. Derfor fik disse ikke engang lov til at forholde sig til handicapidrætten ud fra de rigtige præmisser, fastslog Nielsen og fortsatte med et kontroversielt og direkte spørgsmål til de to øvrige i panelet:

﷓ Hvis handicapidræt er uinteressant og intet har med eliteidræt at gøre, hvorfor hører Dansk Handicap Idræts﷓Forbund så ind under Danmarks Idræts﷓Forbund? Og hvorfor er der fem handicappede atleter, der modtager Team Danmark støtte?

﷓ Politisk korrekthed, var det samstemmende svar fra Gotfredsen og Møller.

Til stede ved dagens seance var også idrætspsykolog Jens Hansen, der med sin indfaldsvinkel godt kunne få øje på de handicappedes historier:

﷓ Jeg mener ikke at historier om helte nødvendigvis behøver at omhandle personer som Peter Schmeichel og Bjarne Riis. Jeg synes også, at fortællinger om handicappede, der på trods af de vilkår livet nu har givet dem, kæmper sig til store resultater på deres præmisser ﷓ i lige så høj grad handler om helte, fastslog psykologen således, hvilket mødte modstand hos Sørine Gotfredsen:

﷓ For mig er der ingen fascination eller genkendelighed i at kigge på handicappede udøvere og derfor kan de aldrig blive helte. Det kan derimod en figur som sværvægtsbokseren Brian Nielsen. Han personificerer nemlig "manden på gadens" dagdrøm om fra ingenting at kæmpe sig hele vejen til toppen...

Handicappede forbilleder
Ligegyldigt hvilke argumenter man tilslutter sig i debatten, er det dog som om parterne alle har glemt et meget væsentligt argument for ikke at fortrænge handicapidrætten, men bringe den i medierne.

Det kan nemlig godt være at menig mand væmmes ved synet af de mennesker, som i mange sammenhænge mere eller mindre direkte klassificeres som mislykkede. Denne væmmelse må imidlertid være den enkeltes problem, der vel kan løses ved at trykke på fjernbetjeningen eller bladre i avisen. Medierne bærer i øvrigt deres medansvar for at dette snævre syn er så udbredt; nemlig i kraft af, at den sporadiske dækning udelukkende fokuserer på udøvernes handicap og ikke deres præstation.

Men hvad med alle de handicappede børn og unge? Skal de ﷓ fordi et stort antal raske mennesker får aftenkaffen i den gale hals ved synet af en benamputeret ﷓ ikke også have mulighed for at vælge nogle personlige forbilleder at se op til? Skal man ikke have lov til at drømme om succes og sejre, fordi man er født med ﷓ eller har fået ﷓ et handicap?

Ingen tvivl om, at mange handicappede børn synes, at David Beckham er en sej og fremragende fodboldspiller; for de forstår udmærket værdierne i de raskes verden, som de bliver fodret med i mediernes evige nyhedsstrøm. Men det er ikke desto mindre svært at sætte sig nogle personlige mål om at hamre bolden i nettet som Beckham, hvis man er bundet til en kørestol for resten af livet. Her må inspirationen i stedet komme fra eliteidrætsfolkene på dette felt; nemlig de handicappede.

René Nielsen og de øvrige danske atleter hentede i alt 30 medaljer ved de Paralympiske Lege, men denne præstation kvalificerede ingen af de handicappede udøvere til f.eks. at medvirke i DR's årsrevy den 30. december
Derfor bør medierne også være med til at skabe nogle personligheder blandt de handicappede, som disse børn kan at se op til; og personligheder skabes altså ikke ved fortrængning eller ved sammenlagt to timers tv hver fjerde år i forbindelse med Handicap﷓OL.

TV's ensidige, unuancerede og meget sparsomme dækning af de paralympiske lege strider således direkte med public service forpligtelserne; for handicappede er vel også en del af befolkningen.

Seende kan også være blinde
Og i øvrigt ﷓ hvem er det, der mislykkes i hele den her debat? Dem som mangler deres ben eller syn, eller dem som ikke tør se verdens mangfoldighed i øjnene? En verden som i sin natur både er lykkelig og ulykkelig...

BOX:

Sådan har de sagt…
Meningerne om handicapidræt ﷓ og om hvorvidt medierne skal bruge tid på denne idræt eller ej ﷓ har været mange. Her blot et udpluk af argumenterne for og imod:

﷓ Vi ("Det raske menneske", red.) forsøger som gale at fokusere på det livsbekræftende ved handicap﷓OL, for det er nutidens synd af de helt store at bedømme mennesker på deres fysiske beskaffenhed, men selve projektet med at tvinge sig selv til at opfatte den mangelfulde krop som noget positivt er komplet naturstridigt (...) Det er en lettelse, hver gang handicap﷓OL er forbi, for så er der igen fire år til, at vi så åbenlyst skal gå rundt og lyve for os selv og hinanden.

Sørine Gotfredsen: "Løgnen om svaghed" i Aktuelt den 30. oktober 2000

﷓ Jeg føler ubehag ved at se på udøverne ved handicap﷓OL på tv.

Leif Rasmussen til den handicappede OL﷓atlet René Nielsen i DR2﷓programmet "Ringen fri", den 4. december 2000

﷓ Hvis du ikke kan identificere dig med vores præstationer og finder dem mindreværdige, så lad mig til eksempel oplyse dig om, at OL﷓guldet i Sydney for folk med ét ben blev vundet på højden 1.90 meter. Den dag du kan fortælle mig, at du kan præstere noget der tilnærmelsesvist minder om denne bedrift på dine to ben, så lad os tale om middelmådig, uinteressant og afskyvækkende idræt i forbindelse med handicappede.

René Nielsen til Leif Rasmussen i "Ringen fri"

﷓ Havde den tyske filosof Nietzsche levet i dag, ville han nok have set med dyb skepsis på Paralympics ﷓ som et sørgmuntert skuespil og en tragisk fejring af menneskelig uformåen. Under alle omstændigheder er det en opvisning i politisk korrekthed, som ingen tør anfægte, men som man på den anden side heller ikke rigtigt ved, hvad man skal stille op med.

Idrætsforsker Verner Møller fra Institut for idræt på Syddansk Universitet i Odense, i Lene Vendelbo Pedersen: "Lidt ved siden af" i Aktuelt den 16. oktober 2000

﷓ Vi kunne måske nok tage fem eller ti mere med til handicap﷓OL. Men det er medaljerne, der er kriteriet. Vi vil ikke stille med deltagere, der ikke kan tage en medalje.

Formand for Dansk Handicap Idræts﷓Forbund Karl Vilhelm Nielsen, i Lene Vendelbo Pedersen: "Lidt ved siden af" i Aktuelt den 16. oktober 2000

﷓ DR TV havde sendt én kamerafører og én journalist til De Paralympiske Lege i Sydney for at dække 18 idrætsgrene og især de 8, hvori Danmark deltog ﷓ naturligvis en helt umulig opgave (...) I hvert fald kunne de danske journalister lære af de australske, som dækkede De Paralympiske Lege tæt og flot. De evnede at kvalificere seeren/tilskueren til at fokusere på præstationen mere end handicappet. De byggede deres historier på samme måde, som man her gør med de kendte discipliner og fortalte kort, hvori handicappet bestod. Det gav tilskueren rigelig forudsætning til at se bort fra handicappet.

Jens Boe Nielsen: "En amputeret TV﷓dækning af handicapidræt" i Politiken den 13. december 2000

﷓ I stedet væmmes man ved tanken om det våbenkapløb, der med garanti nu indledes eller formentlig har været i gang længe blandt de handicappede om at skaffe sig de bedste proteser af særligt fart﷓forøgende materiale eller det bedste kateter i kampen for at vinde guld.

Leif Rasmussen: "Handicap﷓OL er slut ﷓ og tak for det" i Fyens Stiftstidende den 11. november 2000