Goalball-kvinderne vinder Pressalits Keep Living-pris 2011 | | Fra venstre Kazimier Mechula, Dan Boyter, Pressalit A/S, Lykke Vedsted, Karina Jørgensen, Peter Forsberg, Stefan Mørkholt og Thor Johansson. Foto: Preben B. Søborg/Sportsfoto. På plakaten i baggrunden ses desuden landsholdsspiller i goalball Kamilla Ryding, der sammen med Maria Larsen og Mette Præstegaard Nissen samt kuglestøder Jackie Christiansen ikke havde mulighed for at være til stede ved prisoverrækkelsen. Foto af Preben Søborg | 21. marts 2012
Af Ane Rønn-Poulsen
2011 har været et flot sportsår for handicapidrættens elite. 14 internationale medaljer er det blevet til – og særligt en af dem glimter ekstra meget: Det danske kvindelandshold i goalball fejede al modstand af banen ved EM i oktober 2011 og holdt nerverne i ro, da det gjaldt guldet og den sidste plads ved De Paralympiske Lege i London i en vanvittigt spændende finale mod Rusland. Landsholdet har på den baggrund fuldt fortjent fået prisen som årets handicapidrætsudøver – Pressalits Keep Living-pris 2011. EM-guldmedaljer på hjemmebane, billet til De Paralympiske Lege og en underholdningsværdi ud over det sædvanlige – det var, hvad det danske kvindelandshold i goalball leverede for hjemmepublikummet ved EM i Assens i oktober 2011. Det flotte resultat var kulminationen på et imponerende holdarbejde både på og uden for banen, idet holdet gennem hele 2011 har arbejdet målrettet med at forbedre den interne kommunikation. Holdet fik på den baggrund i dag overrakt Pressalits Keep Living-pris 2011 og den medfølgende check på kr. 20.000 på et pressemøde i Idrættens Hus.
Prisen blev overrakt af ordførende direktør i Pressalit A/S, Dan Boyter, der begrundede valget: – Alle de nominerede var stærke kandidater til at vinde Pressalits Keep Living-pris, og vi har set flere imponerende resultater inden for handicapidrætten i 2011. Alligevel var det ikke svært at udpege den rette vinder. Goalball-pigerne har ud over den sportslige succes på banen givet os alle en oplevelse af et sammentømret hold, der formår at bruge hinanden og udvikle sig sammen. På Pressalit Sports Academy er der den seneste tid blevet arbejdet med blandt andet sportspsykologi og kommunikation. Lige præcis kommunikationen er én af de discipliner som goalball-pigerne mestrer. Her kunne ingen af de andre hold til EM i goalball være med, og det var også én af grundene til, at de fik så stor succes og derfor også står som fortjente vindere af Pressalits Keep Living-pris 2011. Stolte prismodtagere Prisen har stor betydning og er et meget motiverende skulderklap, fortalte landsholdsspiller Karina Jørgensen: – Det betyder rigtig meget. Det er en af de få priser, der er inden for handicapidrætten, så det er Det er rigtig rigtigt stort for os. Og 2011 har været et meget blandet år. I starten af året floppede vi måske en lille smule, men vi er blevet spillet godt sammen og har gennemgået det her sportspsykologiske projekt, som har hjulpet os godt på vej og har stillet os som et rigtig godt hold, som vi også beviste ved EM.
Kvindelandsholdet i goalball består af: - Lykke Vedsted, Borup
- Maria Larsen, Vanløse
- Karina Jørgensen, Vanløse
- Mette Præstegaard Nissen, Vanløse
- Kamilla Ryding, Aarhus
Holdet trænes af landstrænerne Peter Forsberg og Lasse Kirkelund. Ud over goalball-landsholdet var også Jackie T. Christiansen (atletik), Thor Johansson (kørestolsrugby), Stefan Mørkholt (golf) og Kazimier Mechula (skydning) nomineret til prisen. Keep Living
Pressalit A/S tilbyder fleksible køkken- og badeværelsesløsninger til mennesker med nedsat funktionsevne gennem forretningsområdet Pressalit Care. Pressalit Care arbejder for at fjerne begrænsninger og skabe nye muligheder for personer med handicap. En filosofi, der kan sammenfattes i de to ord: Keep Living. Pressalits Keep Living-pris er netop essensen af dette arbejde; en måde at honorere handicapidrætsudøvere, som gennem deres sport sætter et eksempel og viser, at der findes muligheder, hvor andre måske ikke ser nogle.
Tilbage til Nyheder
|