Parasport Danmark logo hvid.png

Adam vil inspirere

Danmarks bedste sitskier Adam Nybo vil have flere til at dyrke para-ski.

Adam Nybo. Foto: Jannik Lund Andersen
Adam Nybo. Foto: Jannik Lund Andersen

Af Jannik Lund Andersen

De seneste mange sæsoner har Adam Nybo været en del af et lille dansk para-alpinlandshold med 2-3 atleter, der har trænet og konkurreret sammen så ofte som muligt. Denne vinter har han dog været overladt til sig selv, og det, håber han, at deltagelsen ved PL i Beijing bl.a. kan være med til at lave om på.

- Det kunne være rigtig sjovt, hvis vi var nogle flere. Først og fremmest tror jeg, at der skal noget eksponering til, så flere bliver opmærksomme på muligheden for at dyrke skiløb på konkurrenceplan, siger Adam Nybo, der selv blev landsholdsløber ved et tilfælde.

- Jeg deltog på et kursus i Østrig for sitskiløbere i 2013, og så mødte jeg helt tilfældigt det danske landshold med Visti, der også dengang var træner, og så Line Damgaard og Ulrik Nyvold, der også var sitskiløber og skulle til PL i Sotji. De inviterede mig til at træne med dem, og det var virkelig en øjenåbner, forklarer han.

Synlighed kommer der forhåbentlig i forbindelse med vinter-PL i marts, hvor Adam Nybo drømmer om at gøre god reklame for skisporten.

- Jeg vil gerne gøre en god figur, så man ikke tænker, ’se nu ham danskeren, hvad laver han dog der’. Jeg håber, man kan se, at jeg faktisk godt kan køre, så jeg kan vise, at det ikke er fuldstændig tabt på forhånd som dansker, siger han.

Foto: Luc Percival
Foto: Luc Percival

Ambitionen er at inspirere flere mennesker med handicap til at dyrke skiløb.

- Jeg vil virkelig gerne nå ud til familier med børn med handicap, men også den generelle befolkning. Der er ikke ret mange, der kender sitski. Mange har måske nok set det på skiferien, men ved ikke rigtig, hvad det er. Så hvis jeg kan få det ud og få fortalt om det, så tror jeg også på, flere vil blive interesserede, og så kan vi forhåbentlig undgå, at forældre tror, det er umuligt for deres børn at dyrke skiløb, konstaterer han.

Læs mere om mulighederne for at prøve kræfter med sitski og andre former for paraskisport på parasport.dk/idraetter/skisport