Parasport Danmark logo hvid.png

Formandens jule- og nytårshilsen 2023

Parasport Danmarks formand John Petersson sender en varm tak til alle klubber, atleter og frivillige, der har været med til at gøre 2023 til et godt år for parasporten.

Formandens jule- og nytårshilsen 2023

Kære alle sammen

Når jeg ser tilbage på det seneste år i dansk parasport, er jeg oprigtigt begejstret over alt det, vi har opnået i fællesskab: Vi er kåret til Årets Specialforbund af vores nærmeste samarbejdspartnere i DIF-idrætten. Vi har lavet spændende sponsoraftaler med verdenskendte brands. Vi har sat kolorit på et mindeværdigt Special Olympics World Games i Berlin. Og vi er for første gang vokset til over 500 medlemsforeninger.

Men det er måske årets sidste sejr, der var den allervigtigste for mig. KIFU, der er et fyrtårn i idrætten for mennesker med udviklingshandicap, blev pludselig bragt i spil i forbindelse med de kommunale spareplaner på socialområdet i København. Vi var heldigvis mange i og omkring parasporten, der slog ring om KIFU, som i sidste ende gik fri af væsentlige nedskæringer. Jeg var stolt af at se mange af klubbens medlemmer stille sig frem og fortælle, hvor stor glæde og gavn de har af idrætten i KIFU. Var de foreslåede besparelser blevet gennemført, havde det haft helt uoverskuelige konsekvenser for hovedstadens idræts- og fritidstilbud til mennesker med udviklingshandicap, og jeg er personligt taknemmelig og lettet over, at KIFU kan fortsætte sit virke med samme styrke og kvalitet.  

Sagen er dog med til at tegne billedet af, at stadig flere klubber og idrætsudøvere i parasporten oplever at være kommet under pres. Kommunernes behov for at spare i udgifterne til social- og handicapområdet betyder, at det er blevet vanskeligere at få den nødvendige personlige hjælp og udstyr til at dyrke idræt og yde en frivillig indsats i foreningsidrætten.  

Udviklingen ser Parasport Danmark med stor alvor på, og vi har i den grad taget arbejdshandskerne på. Vi intensiverer vores samarbejde med de danske handicaporganisationer og -foreninger, og vi forsøger at påvirke politiske beslutningstagere i stat og kommuner både direkte og indirekte gennem debatindlæg og case-historier i medierne. Jeg mener, at der er brug for et stærkt og synligt Parasport Danmark for at sikre, at alle mennesker med et handicap eller særligt behov har adgang til idrættens fællesskaber.  

Netop for at Parasport Danmark kan være en endnu mere handlekraftig, vidende og synlig organisation, vil I også opleve, at der sker forandringer i vores organisation. Allerede i foråret samlede vi vores jyske kræfter i nye rammer i Vejle, og efter nytår træder en ny organisering i kraft for Parasport Danmarks ansatte. Det indebærer nye roller, ansvarsområder og samarbejdsrelationer på tværs af forbundet, og når vi er på plads, forventer jeg, at alle vil opleve et stærkere Parasport Danmark.  

Tilsvarende arbejdes der grundigt og velovervejet med en ny politisk struktur, og bestyrelsen har fået mange gode input fra Parasport Danmarks medlemmer gennem dialogmøder i årets løb. I første kvartal af 2024 fortsætter vi dialogen på tre stormøder for klubber, udvalg, medarbejdere mv. Det bliver den 26. februar på Marselisborg Centret i Aarhus, den 4. marts i Idrættens Hus i Brøndby og virtuelt den 29. februar. Jeg ser frem til, at vi kan præsentere konklusionerne i forbindelse med repræsentantskabsmødet i Parasport Danmark den 20. april i Kolding.   

Og der er mere at glæde sig til i forbindelse med repræsentantskabsmødet. Her skal vi sammen fejre, at vi på DIF’s årsmøde i foråret modtog titlen som Årets Specialforbund i 2023 bl.a. på baggrund af de spirende træningsmiljøer for børn og unge med handicap, der er skabt i Rising Stars og senest Tumbling Stars for de mindste. Men kåringen var et kæmpestort skulderklap til alle i parasporten, og jeg håber, at rigtig mange af jer har mulighed for at være med til de faglige og underholdende indslag og ikke mindst den afsluttende festmiddag.  

I skrivende stund er Parasport Danmark igen i spil til fornem hæder. Jeg er stolt af, at vi sammen med DBU er nomineret til Kulturministerens Parasportspris 2023 for vores fælles arbejde med ’En del af holdet’, der skaber gode fodboldoplevelser i foreningslivet for børn og unge med særlige behov. Projektet medfører, at mange flere klubber over hele landet de kommende år får den nødvendige viden og de ekstra ressourcer, der skal til for at skabe tilpassede fodboldtilbud. Uanset, hvem der løber med prisen til ’Sport 2023’ den 6. januar, er det i hvert fald værd at fejre!  

Netop DR’s traditionsrige sportsshow fra Herning bliver forhåbentlig en god mulighed for at se tilbage på nogle af højdepunkterne fra et forrygende år i dansk parasport: Atleter fra para-atletikken, el-hockey, Powerchair Football og parasvømning viste os flot frem under DM-ugen i Aalborg, der bl.a. på baggrund af DR’s engagement har vokset sig til et rigtig flot udstillingsvindue for idrætten i Danmark. Rekordmange deltagere var en del af fællesskabet på det traditionsrige sommerkursus ’Idræt for Alle’ i uge 27 på Egmont Højskolen. Og flere af vores eliteatleter sikrede sig kvotepladser til de Paralympiske Lege i Paris – særligt Emma Lunds VM-triumf i paracykling og Alexander Hillhouses to medaljer ved VM i parasvømning er beundringsværdige bedrifter. Jeg ser frem til, at de begge får paralympisk debut i Paris til sommer.  

For rigtig mange i parasporten kulminerede sportsåret 2023 dog med Special Olympics World Games i Berlin, hvor 68 danske idrætsudøvere med udviklingshandicap vandt et hav af medaljer og fik sig en oplevelse, der forhåbentlig sætter varige spor i deres liv. Jeg vil gerne sende en særlig tak til de 27 trænere og ledere, der var med til at gøre World Games til en fantastisk fest for vores deltagere. Jeg håber, vi ses til foråret, når vi afvikler Special Olympics Idrætsfestival i Frederikshavn. 

Hvis det ikke allerede er tydeligt, så lad mig afslutte med at understrege, at vi står foran et vildt spændende år i parasporten. Der bliver damp på kedlerne i Parasport Danmark, og jeg glæder mig over, at vi har mulighed for at sætte mange af vores idrætter og atleter flot i scene til idrætsfestivalen, DM-ugen i Herning, de Paralympiske Lege i Paris og sidst, men ikke mindst, når vi er værter for EM i Powerchair Floorball 2024 på Musholm til oktober. Det er første gang, vi afvikler en officiel slutrunde på dansk grund i en el-kørestolsdrevet sport, og jeg glæder mig rigtig meget. Danmark er forsvarende verdensmestre, og jeg fornemmer en utrolig gejst og energi omkring sporten for at levere et mindeværdigt mesterskab på og uden for banen.  

Jeg håber inderligt, at alle i og omkring parasporten vil være med til at samles om vores mange fantastiske atleter og frivillige i 2024. Jeg er overbevist om, at vi vil blive belønnet og berørt af mange uforglemmelige sportsøjeblikke.

John Petersson  
Formand, Parasport Danmark