Parasport Danmark logo hvid.png

Nu er Adam Nybo på vej til vinter-PL

Danmarks eneste deltager ved vinter-PL er ovre sit coronaforløb og har nu kurs mod den paralympiske by i Beijing. Adam Nybo skal i konkurrence søndag den 13. marts i slalom.

Nu er Adam Nybo på vej til vinter-PL

Torsdag aften sætter 21-årige Adam Nybo sig omsider i flyet med kurs mod Beijing og vinter-PL, der fredag den 4. marts gik i gang uden den coronaramte dansker. Siden har han været igennem daglige tests i København, ligesom han har forberedt sig både mentalt og praktisk på at kunne sætte kursen mod PL-byen med kort varsel.

- Det er en utrolig lettelse, at jeg nu kan lægge usikkerheden bag mig. Det har været stressende og hårdt følelsesmæssigt, men jeg har forsøgt at bevare optimismen igennem hele forløbet, og jeg har bl.a. omstillet mig til Beijing-tid hjemmefra, så overgangen bliver så let som mulig, siger Adam Nybo.

Parasport Danmarks elitechef Michael Møllgaard Nielsen, der er chef de mission ved vinter-PL, er klar til at modtage Adam Nybo i PL-byen.

- Jeg er rigtig glad for, at det er lykkedes at få Adam klar til vinter-PL, og sportsligt tror vi på, at han selv med et kort aftræk kan præstere. Trods sin unge alder er Adam en moden atlet, der er mentalt stærk og i god balance. Min fornemmelse er, at han har holdt sig skarp, så jeg er meget fortrøstningsfuld, siger Michael Møllgaard Nielsen. 

Den danske sitskiløber drager fordel af, at vejrforholdene i Beijing har medført ændringer i konkurrenceprogrammet for de alpine discipliner ved vinter-PL. Slalomløbet er rykket fra lørdag til søndag den 13. marts, og det giver Adam Nybo en ekstra dags træning på pisten i Yangqing, inden det går løs søndag morgen kl. 8.30 lokal tid.

- Det er helt vildt heldigt for mig. Sportsligt betyder det en del, at jeg får den ekstra dag foræret, og det gør også, at jeg tror på, jeg kan køre op til mit bedste. Jeg er i rigtig god form, og mentalt er jeg helt klar til at komme til vinter-PL og konkurrere, siger han.

Adam Nybo rejser med landstræner Visti Lindemann, og de lander i Beijing fredag eftermiddag lokal tid.