Parasport Danmark logo hvid.png

Udsolgt af partout-billetter til VM-finaleweekend i Vejle

Billetsalget til VM i kørestolsrugby i Vejle har rundet en milepæl med 350 solgte partout-billetter, og Parasport Danmark lukker nu for salget. På baggrund af den store efterspørgsel åbnes for salget af endagsbilletter i februar.

Kristian Bak Eriksen jubler over landsholdets succes ved EM i kørestolsrugby i 2019. Foto: Lars Emil Egeberg Simonsen
Kristian Bak Eriksen jubler over landsholdets succes ved EM i kørestolsrugby i 2019. Foto: Lars Emil Egeberg Simonsen

Spektrum i DGI Huset var fyldt til bristepunktet i sommeren 2019, da Danmark og Storbritannien tørnede sammen i EM-finalen i kørestolsrugby. Til oktober er de danske landshold igen i aktion på hjemmebanen i Vejle, og interessen er også denne gang stor for at opleve verdens bedste rugbynationer, der skal kæmpe om VM-trofæet og direkte kvalifikation til de Paralympiske Lege i Paris 2024. 

Eventchef Torben Nygaard fra Parasport Danmark glæder sig over, at billetsalget er kommet stærkt fra land. 

- Det er fantastisk, at vi nu kan melde udsolgt på partout-billeter til finaleweekenden. Det er stort rygstød i vores arbejde med at skabe en VM-oplevelse i Vejle, der får endnu flere danskere til at spærre øjnene op for parasporten, og inspirerer mennesker med handicap til at dyrke idræt, siger han. 

Blandt de mange, der allerede har sikret sig billet, er Mette Rønning Steffensen fra Lyngby.  

- Jeg skulle bruge en fødselsdagsgave til min søn og ville give billetter til en sportsbegivenhed. Her dukkede VM i kørestolsrugby op i søgningen, og så var jeg ikke i tvivl. Det vil være en anderledes oplevelse end en almindelig fodbold- eller håndboldkamp, som hele tiden er i TV, og så vil det samtidig kunne give os mulighed en god weekendtur til Vejle. Min søn blev virkelig glad for gaven, siger hun. 

Mette Rønning Steffensen og hendes søn har ikke tidligere oplevet kørestolsrugby live, men så landsholdet spille på TV under de Paralympiske Lege i Tokyo. 

- Jeg tror, VM bliver en fest med intense kampe og engagerede tilskuere, og jeg glæder mig til at lære holdet at kende og heppe med, siger hun. 

Godt en tredjedel af de solgte billetter er købt af englændere, der i sommers kunne glæder sig over, at Storbritannien vandt guld ved de Paralympiske Lege i Tokyo. Nu jagter briterne deres tredje store mesterskab på stribe, men Torben Nygaard forventer skarp konkurrence. 

- Først og fremmest har vores eget danske landshold jo revanche til gode fra EM-finalen i 2019, og rammer de deres bedste niveau, spiller Danmark med om medaljerne. Der er ingen tvivl om, at det giver holdet et kæmpe løft, hvis vi igen kan fylde Spektrum, siger Torben Nygaard. 

Andre væsentlige konkurrenter til VM-titlen er USA, Australien og Japan, der er forsvarende mestre, samt de kommende franske PL-værter, der sendte Danmark ud af Tokyo-legene. 

VM i kørestolsrugby afvikles fra den 10.-16. oktober i Vejle. 

Faktaboks: Mød eventchef Torben og landsholdsprofil Sebastian Frederiksen 
Torben Nygaard fra Parasport Danmark og Sebastian Frederiksen fra landsholdet i kørestolsrugby fortæller mere om planerne for VM i kørestolsrugby ved et arrangement på Vejle Center Hotel, tirsdag den 1. februar kl. 14. Her kigger Parasport Danmark frem mod de vigtigste begivenheder i parasporten i 2022, og Årets Para-atlet i 2021 honoreres med Pressalits Keep Living-pris. 

Faktaboks: VM i kørestolsrugby 
VM i kørestolsrugby 2022 finder sted fra den 10.-16. oktober i DGI Huset i Vejle. Her mødes de 12 bedste hold i verden til kampen om VM-guld og direkte kvalifikation til de Paralympiske Lege i Paris 2024. 

Parasport Danmark og den internationale organisation for kørestolsrugby, World Wheelchair Rugby (WWR), står bag arrangementet i samarbejde med Vejle Kommune, Sport Event Denmark og Parasport Danmarks hovedsponsorer JYSK, Pressalit og Elsass Fonden, samt Musholm, der er hovedsponsor for kørestolsrugby. 
VM-hjemmesiden: https://2022wrwc.com